Det starter sjældent med et skænderi. Det starter med en hånd, der rækker ud under dynen – og en ryg, der vender sig lidt væk. Ikke afvisende. Bare træt. Og næste gang igen. Og på et tidspunkt holder hånden op med at række ud, fordi det gør mindre ondt at lade være end at blive mødt af endnu et "ikke i aften".
Sådan sidder mange par, når de kontakter mig. Den ene har lyst og føler sig uønsket. Den anden har ikke lyst og føler sig utilstrækkelig. Og begge har efterhånden bygget en historie op om, hvad det betyder: Min partner elsker mig ikke længere. Jeg bliver kun set som forælder, ikke som elsker. Der er noget galt med mig.
Ingen af de historier er som regel sande. Men de vokser i tavsheden, og de holder op med at vokse, når man begynder at tale sammen igen. Det er dét, en sexologisk parsamtale er til for.
For nogle par er det ikke lystforskellen, der fylder. Det er tavsheden selv. Sex er blevet det emne, man styrer udenom. Man mærker det i de små ting: sengetiden, der pludselig kræver taktik – hvem går først i seng, hvem bliver oppe "og ser lige det her færdigt". Godnatkysset, der er blevet omhyggeligt neutralt, så det ikke kan misforstås som en invitation.
Mange har prøvet at tage det op. Én gang, måske to. Og det gik galt – det blev til et skænderi eller tre dages trist stemning – og så lærte man, at prisen for at nævne det er for høj. Det er en forståelig reaktion. Men den betyder, at samtalen aldrig bliver taget, og at begge sidder alene med hver deres version af, hvad tavsheden betyder.
Og her er det vigtigste at få sagt: at I ikke har lyst lige meget, lige tit eller til det samme, er ikke et tegn på, at der er noget galt med jeres forhold. Det er reglen, ikke undtagelsen. Lyst svinger med søvn, stress, hormoner og livsfaser – og den svinger sjældent i takt hos to mennesker på samme tid.
Lystforskellen bliver først et problem, når den bliver til noget, I ikke kan tale om. Når den, der vil, holder op med at spørge, og den, der ikke vil, holder op med at forklare. Så bliver forskellen til afstand, og afstanden til fortolkninger. Det er ikke lysten, der ødelægger noget her. Det er tavsheden.
Og for en god ordens skyld: alle par er velkomne hos mig. Uanset køn, seksualitet og hvordan jeres forhold er skruet sammen – det afgørende er ikke, hvem I er, men at I vil noget med hinanden.
Det er præcis her, et tredje menneske i rummet gør en forskel. Ikke som dommer. Som den, der sørger for, at samtalen ikke kører af sporet denne gang – og som hjælper jer med at se på hinanden på en ny måde.
Prøv at tænke på jeres lyst som to lande. I bor hver i jeres, og I kender jeres eget land til bunds – vanerne, stemningerne, det der virker. Men hvornår har I sidst været på besøg i den andens?
I en parsamtale inviterer jeg jer til at være turister i hinandens sexliv. En turist skal ikke flytte ind. En turist skal ikke overtage skikkene eller elske maden. En turist skal bare være nysgerrig: Hvordan ser der ud hos dig? Hvad betyder det her for dig? Hvad mærker du, når...?
Det er en afgørende pointe, som mange par aldrig har fået sagt højt: I behøver ikke tænde på det samme for at møde hinanden. Du kan forstå din partners lyst uden krav om at dele den. Du kan lytte til, hvad der optager din partner erotisk, uden at det er et løfte om, at du skal levere det i morgen. Og din partner kan gøre det samme for dig.
Når kravet om at skulle ville det samme forsvinder, sker der noget interessant. Nysgerrigheden får plads igen. Mange par opdager, at de faktisk aldrig rigtig har kendt hinandens erotiske sprog – de har gættet, antaget og gået ud fra. At møde sin partner med nye øjne efter ti eller tyve år sammen er ikke bare muligt. Det er ofte det, der genstarter noget, begge troede var slukket.
Tre anledninger går igen hos de par, jeg møder:
Efter børn. Søvnen er i stykker, kroppen har måske været igennem noget stort, og berøring er blevet noget, et lille menneske kræver hele dagen. Når aftenen kommer, er der ikke mere hud tilbage at give af. Det er ikke afvisning af partneren – men det kan føles sådan.
Efter mange år. Lysten er ikke væk, men den er blevet stille. Sex er blevet forudsigeligt eller sjældent, og ingen af jer kan helt huske, hvornår det ændrede sig. Der er intet akut galt – og netop derfor føles det underligt at søge hjælp. Men "vi vil gerne have mere af hinanden" er en lige så god grund som nogen krise.
Efter en krise. Utroskab, sygdom, en stor sorg eller en periode, hvor forholdet var ved at knække. Tilliden er på vej tilbage, men intimiteten hænger bagefter. Kroppen glemmer langsommere end hovedet.
Vi sidder i tre stole og taler sammen. Så enkelt er det. Der er ingen fysisk kontakt og ingen øvelser i rummet – det, der skal ske mellem jer, sker hjemme hos jer, i jeres eget tempo.
En parsamtale varer halvanden time. Det er der en grund til: De første tyve minutter går ofte med at lande, og med to mennesker, der begge skal have taletid, er en klokketime simpelthen for lidt. I skal ikke ud ad døren, lige når det svære endelig er blevet sagt.
Min vigtigste opgave i rummet er at styre samtalen, så ingen af jer skal. Derhjemme ender samtaler om sex tit i det samme mønster – den ene presser på, den anden lukker ned. Hos mig sørger jeg for, at begge kommer til orde, at ingen bliver kørt over, og at samtalen bliver ved emnet i stedet for at blive til et opgør om alt muligt andet.
Og hvis den ene af jer helst ikke ville med? Det er mere almindeligt, end du tror. Sig det gerne højt i rummet – det er et helt legitimt sted at starte, og det er mit ansvar, ikke jeres, at samtalen alligevel bliver tryg for jer begge.
Nej. Man kan sagtens starte alene.
Mange kommer først til en individuel samtale, selvom det, de kommer med, handler om parforholdet. Nogle har brug for at finde deres egne ord, før de kan sige dem til en partner. Andre har en partner, der ikke er klar endnu – eller ikke ved, at samtalen overhovedet er en mulighed. Begge dele er helt i orden.
Der er ingen rigtig rækkefølge. Nogle starter alene og tager partneren med senere. Andre kommer sammen fra første gang. Og I behøver ikke have besluttet jer, før I kontakter mig – det kan vi finde ud af sammen.
En parsamtale koster 1.600 kr. og varer 90 minutter – halvanden time, ikke en klokketime. Der er ingen binding og ingen pakker: I betaler for én samtale ad gangen og bestemmer selv, om der skal være flere.
Samtalerne foregår i min klinik på Eschrichtsvej 67 i Valby. Parsamtaler tilbydes kun fysisk, ikke som online videomøde.
I behøver ikke være enige om, hvad problemet er. Det er tit netop dét, der er det.
90 minutter, 1.600 kr. Svar inden for 24 timer.
Se alle priser på samtaler og foredrag
Læs om manglende sexlyst, når lysten er helt væk
Læs hvad sexologisk rådgivning er, og hvem den er for